Anlægsgartneren Martins 5 suveræne råd: Sådan kommer din græsplæne til at stråle som aldrig før

28/03/2024

Nicolai O. Haugsted

Foto: Shutterstock
Foråret er kommet, og tiden til havearbejdet finder snart sted. Derfor kommer anlægsgartneren med de bedste råd til haveentusiasterne.

Mest læste i dag

Drømmen om den perfekte, tæt og grønne græsplæne kan synes uopnåelig for mange husejere.

Men ifølge anlægsgartner Martin fra Havehandel.dk, som Jyllands-Posten har fået en snak med, behøver det ikke være en uoverskuelig mission at forvandle din slidte græsplæne til nabolagets stolthed.

"Det er faktisk utrolig simpelt at skabe rammerne for en grøn og tæt græsplæne uden mos og ukrudt, men der findes ikke et mirakelprodukt, som på magiskvis kan forvandle en mosfyldt græsplæne til en flot prydplæne – Det er der ikke mange der er vilde med at høre," fortæller Martin, som understreger, at succes kræver en smule hårdt arbejde og dedikation.

Hans vejledning starter med at angribe mosset ved roden. Ved brug af en plænelufter for større arealer, eller en simpel rive for de mindre, er det første skridt at få løsnet mosset.

Efterfulgt af dette skal mosset fjernes manuelt, hvilket kan være et tidskrævende, men essentielt skridt.

Herefter kommer topdressingens tur. Ifølge Martin er det vigtigt at vælge en organisk gødet topdressing frem for almindelig harpet muld, som mange fejlagtigt anvender. Dette tynde lag på op til 10 mm vil forbedre græsplænens vækstbetingelser markant.

Eftersåning med hurtigt spirende græsfrø vil derefter sikre, at de tomme pletter hurtigt bliver fyldt ud, og til sidst er det vigtigt at vande omhyggeligt for at sikre, at frøene får de bedste betingelser for at gro.

Men Martins råd stopper ikke her. For at bevare græsplænens skønhed på lang sigt, er regelmæssig vedligeholdelse nøglen.

"Hvis du årene efter at du har fjernet mos og topdresset, gøder 1-2 gange om året og eftersår nye græsfrø 1 gang hvert efterår, så skal din græsplæne nok forblive smuk og tæt," råder han.

Et sidste pro-tip fra anlægsgartneren handler om græsklippning. Ved at anvende bioklip, altså at lade græsafklippet ligge som en organisk gødning på plænen, og sikre en ideal højde på 3-4 cm, kan man opnå en sundere og mere robust græsplæne.

Anbefalet til dig